Historien om Tjæreborg Sandblæsning ApS

Tjæreborgs Sandblæsning ApS blev grundlagt d. 15. september 1951 i Tjæreborg af Astrid og Søren Peter Jensen. På 60 år sker der en stor udvikling, og dette er også sket med firmaet her..

Send en besked

Vi bestræber os på at besvare din henvendelse hurtigst muligt. 

Det hele begynder i 1951

Firmaets historie starter med åbningen af Cykel og knallertservice i Tjæreborg. Forretningen kom godt fra start d. 15. september 1951. En cykelforretning var dengang ret sæsonbetonet, hvorfor der ret hurtigt blev solgt andre varer. Man begyndte sideløbende at fabrikere smedejernstativer til at pynte i folks stuer. Dette slog hurtigt an og i årenes løb blev der fabrikeret mange forskellige modeller, der blev solgt til møbelforretninger, isenkrambutikker, brugsforeninger m.v. Efterhånden blev de solgt over det meste af landet.

Smedejernsstativerne blev svejset på værkstedet, der efterhånden blev udvidet flere gange. Blomsterbordene blev beviklet med plast. Der var modeller med glasplader, senere modeller med teak. Firmaet var i perioder oppe på 9-10 ansatte. For ikke at blomsterstativerne, som de blev kaldt, skulle ruste, blev der anskaffet sandblæseanlæg, – hvorefter stativerne straks blev lakeret. Der blev også fabrikeret frisørstativer til saloner, som også blev en populær vare.

Tjæreborg Jernvarefabrik

I forbindelse med produktionen af blomsterstativerne blev firmaets navn i 1956 ændret til Tjæreborg jernvarefabrik. Salget af blomsterborde var sæsonbetonet, og efterhånden ændredes også efterspørgselen. Ved siden af fabrikationen begyndte firmaet at sandblæse og male huse.

En dag i 1966 kom den kendte Tjæreborgpræst, Eilif Krogager, på besøg og spurgte om firmaet kunne sandblæse og kalke Tjæreborg kirke. Firmaet tog opgaven op, og fik snart flere henvendelser fra andre kirker. Sandblæsning og kirkekalkninger har i alle årene derefter været en del af virksomhedens arbejdsområder og er det stadigvæk.

Tjæreborg Sandblæsning kommer til..

I 1967 ændrede firmaet navn til Tjæreborg Sandblæsning. I starten havde man ud over kirkerne også mange arbejder med sandblæsning af autoværn og vejbroer samt fjernelse af vejstriber i det meste af Jylland. Efterhånden kom der mange forskelligartede opgaver. Blåvand fyr, ejendomme, Rømø-Sild færgen, store siloer med påmalede logo i kæmpestørrelse.

Da pladsen i Tjæreborg blev for trang, flyttede man i 1977 virksomheden til det nedlagte Østergård mejeri i Gram. Her blev der bygget sandblæserhal og malerkabiner.

Overdragelse af firmaet..

Den 1. januar 1993 blev virksomheden overtaget af Astrid og Søren Peters søn, Mikael, der havde været ansæt i firmaet siden 1975, så der var god erfaring at bygge videre på.

Katastrofe år 2014

En voldsom brand i 2014 var ved at få det nu 65. årige firma i knæ.

Intet er så skidt det ikke er godt for noget. Branden i ’14 førte til opbygningen af en ny topmoderne hal, der lever op til nutidens krav og tager hensyn til miljøet. Her bruges fjernvarme til opvarmning af den nye malerkabine der dermed sætter et mindre CO2-fodaftryk.

Den nye hal rummer både sandblæse- og malerkabine, hvilket betyder, at vi kan undgå at flytte emnerne under åben himmel fra sandblæsning til maling.

De store udfordringer er knækket hen ad vejen efter bedste evne.

Efter katastrofen

I dag sandblæser, metaliserer og maler firmaet alt inden for jernkonstruktioner, tanke og siloer. Der arbejdes en del inden for offshore industrien. Der udarbejdes malerrapport med kvalificeret måleudstyr. Virksomheden råder over nyt mobilt anlæg, så man kører ud i det meste af midt og syd Jylland for at våd/sandblæse (sandblæsning med vand) huse, kirker o.s.v. Firmaet har et fast team, der hver sommer kører ud og kalker kirker.

Foruden Mikael Jensen, er der et team af dygtige folk med en god erfaring, der bestræber sig på at udføre kvalitetsarbejde til kundens tilfredshed. Netop dette solide kvalitets kendetegn er én af årsagerne til firmaets 60-årige historie, samtidig med at man har været omstillingsparat i omskiftelige tider.